fbpx
64 år, kræftramt og løber Nordic Race!

Solvei Helen Markvad Jørgensen gennemførte i september 2017 sit første Nordic Race. Det var der mange andre der også gjorde, men næppe andre der gjorde det med kræft i lungerne! Solvei kæmpede sig igennem den mudrede MX-bane, selvom hun er kræftsyg. For Solvei er motion den allerbedste livsforlængende medicin der findes.

Solvei fik konstateret aggressiv skjoldbruskkirtel kræft i december 2010. Deraf fulgte 30 strålebehandlinger og en radioaktiv jodbehandling. Et år senere, i december 2011 blev Solvei erklæret rask. Desværre fik hun senere, en metastase i højre lunge og blev erklæret kronisk kræftramt i oktober 2013. Der er ingen tidshorisont, men metastaserne dækker mere og mere af lungehinderne.

Du siger du, dyrker motion som livsforlængende medicin. Hvad betyder det for dig?
Jeg begyndte på mere udfordrende motionstræning i forbindelse med min kroniske diagnose og jeg er rimelig sikker på, at det er årsagen til, at jeg stadig er i live. Jeg hader de perioder, hvor jeg er nødsaget til at presse mig selv, for at nå et specifikt motionsmål. Men når målet er nået, så ved jeg, at jeg lever og har foræret mig selv X tid mere.

Du løb Nordic Race – Aarhus MX; Blev du udfordret?
Jeg måtte melde fra til en halv ironman og manglede derfor en ny udfordring og et formål med træning. Derfor valgte jeg Nordic Race – Aarhus MX. Jeg må sige, at jeg blev udfordret max. Banen var mega hård og slet ikke let for en skør 64 årig kvinde på 159 cm, uden springkraft og ringe kræfter i skuldre og overkrop.

Hvad er dit bedste råd til andre, der står i en lignende situation?
Bliver du ramt af alvorlig sygdom, er det værste du kan gøre at sætte dig i lænestolen. Beslutter du dig for at dyrke motion, så find noget du finder glæde ved. Gerne noget hvor du indimellem kan deltage i et event, hvor du må presse dig selv, men samtidig oplever glæden ved at gennemføre og mærke at kroppen lever!