preloder
Crossfit og OCR går hånd i hånd!

CrossFit og OCR (Obstacle Course Racing) er begge sportsgrene, der har fanget mange folks interesse, indenfor de seneste år. Der er faktisk mange elementer mellem CrossFit og OCR, som komplimenterer hinanden godt. Først og fremmest er de begge nogle fantastiske sportsgrene, der tager én helt ud af sin comfortzone.

Der er en række elementer i CrossFit, som jeg personligt har taget med videre i min OCR træning.  Først og fremmest er CrossFit enormt eksplosivt. Mange af de basis øvelser, der oftest arbejdes med i CrossFit, implementerer eksplosivitet. Har man stærke ben, og er enormt eksplosiv, får man ingen problemer ved at komme over høje mure eller lignende. Det næste, er den råstyrke som CrossFit giver én, samt det at der er fokus på klassiske øvelser (pull-ups, squats, sit-ups etc), der giver én en fantastisk overordnet styrke. Dette kan hjælpe dig til at kunne hive dig op i armene, over forhindringer, samt råstyrken til at løfte på tunge altlas-sten, slæbe tunge ting eller lignende.

Selvfølgelig er det også enormt vigtigt at være en god løber, når man dyrker OCR. Mange ser CrossFit som værende udelukkende baseret på utroligt tunge workouts, og derfor fravælger de CrossFit. Sådan er det bestemt ikke, der findes virkelig mange fantastiske, intense WODs, der også kræver en del fra éns cardio, gennem høj intensitet.

Jeg tror særligt, det er disse tre elementer: eksplosivitet, råstyrke og den høje intensitet, der gør at mange OCR løbere vælger at implementere CrossFit, som en del af deres træning. Henover vinterperioden kan jeg godt intensivere antallet af CrossFit træningspas, da det tager tid og opbygge råstyrken. Løbetræning og styrketræning kan godt modarbejde hinanden en smule. Derfor har jeg ofte mere CrossFit træning henover vinteren, hvor mit løb er fokuseret på længere udholdenhedsture. Når OCR sæsonen begynder at nærme sig, intensiveres interval og tempo-turene i min løbetræning, og så skruer jeg lidt ned for CrossFit’en – men her har jeg så allerede opbygget den råstyrke der er brug for, nu skal den bare vedligeholdes.

Hvis I endnu ikke har løbet jeres første OCR løb, kan jeg som erfaren OCR løber kun give jer et råd – Kast jer ud i det! Man kan meget mere end man tror, så find jeres bedste træningsmakker og giv den gas sammen. Tænk over hvad I gerne vil have ud af oplevelsen. Er det at komme igennem en bestemt forhindring, eller er det at give alle forhindringer at værdigt forsøg? Bare husk have det super sjovt! Personligt vil jeg anbefale at løbe sit første OCR løb med en god træningsmakker, da det er den fedeste fornemmelse at hjælpe, heppe på hinanden, komme igennem forhindringerne og løbe over målstregen sammen. Så kan man over tid udvikle på sit niveau og prøve at løbe mere individuelt (man kan også starte her hvis man allerede har en god grundform) og evt. løbe et qualifier heat så man lidt mere får oplevelsen af, hvordan det er at løbe i eliten, hvis det er træningsmålet for fremtiden.

Noget af det bedste ved OCR verdenen og sporten er nemlig det fællesskab der kommer med, og den gode støtte der er til hinanden i sporten. Min egen bedste oplevelse med OCR var i Ohio, USA, til VM i 2015. Det var helt vildt for mig, bare at have kvalificeret til VM det år, og jeg kom som ”the underdog” i dette race. Jeg havde ikke andre forventninger, end at jeg bare ville igennem den bane. Der var stadig ikke mange af de andre OCR løbere der kendte mig. Jeg endte med at vinde min aldersgruppe (18-24år), og det år var jeg den eneste dansker på podiet. En ret surrealistisk oplevelse, men klart en dag jeg aldrig glemmer!

Om mig: Ida Mathilde Steensgaard, 26 år, bor på Amager. Læser til dagligt kandidat i Miljøteknologi på DTU. Underviser i OCR i træningscenteret Kraftværk på Amager. Ida vandt Nordic Race – Hasle Bakker og har kvalificeret sig til VM 2017 i Canada, i oktober.