preloder
Danmarks bedste OCR løber til VM

Nikolaj Maegaard Dam er en af Europas bedste OCR løbere og fører suverænt Nordic Race sæsonen. Hans føring er faktisk så suveræn, at han allerede har sikret sig sæsonsejren, selvom der stadig er et løb tilbage (Nemlig Nordic Race KBH MX). I oktober måned deltog Nikolaj Dam til verdensmesterskaberne i OCR, som han havde kvalificeret sig til gennem hans flotte præstationer i Nordic Race.

 ”Mit hovedfokus, til VM i Canada 2017, var standarddistancen 15km med 43 forhindringer. Jeg vil sige det gik rigtig fornuftigt. Jeg kom ind på en 7. Plads i Elite heatet, relativt tæt på 6.-4. pladsen. Det er jeg fint tilfreds med, da jeg var anden bedste Europæer og igen beviste, jeg kan løbe på niveau med den absolutte verdens elite. En anden ting, der gør det til et rigtig godt resultat, er at jeg er indenfor rækkevidde af atleter, der lever en professionel tilværelse, hvor deres eneste fokus er træning og race.”

 Og standarddistancen var ikke bare lige ud af landevejen:

”Ruten bød som sagt på 15km løb med 43 forhindringer, hvor 50% var mure, ramper, hurdles og lignende. De resterende 50% var tekniske rigs og tunge carries (som Crossbag carry og farmers walk med stigning på). Ruten bød på i alt 1000 højdemeter, hvilket gør den til en meget kuperet rute, hvor bjerg og terrænløbere havde en klar fordel. Nogle steder på ruten var stigningsprocenten på 30-40%. Det betød, det var nærmest umuligt at løbe. Hvilket selv de bedste heller ikke gjorde. VM-oplevelsen kan bedst beskrives, hvis man er der hele weekenden: fra fredag, hvor short-course løbet finder sted, til lørdag, hvor der løbes standardcourse og søndag, hvor hold stafetten bliver afviklet. Den spænding der er op til det enkelte løb helt unik. Når 67 forskellige nationer mødes, fordelt på ca. 3000 deltagere, så kommer der en helt bestemt stemning og et fællesskab omkring sporten. Alle er meget åbne og deler erfaringer og oplevelser fra racene med hinanden, på tværs af nationerne. Det er ganske enkelt helt fantastisk.”

I månederne op til VM trænede Nikolaj Dam specifik mod sin deltagelse. Da VM foregik i et bjerglandskab i Canada, måtte han søge uden for de danske grænser, for at få den mest optimale træning.

”August bød på store mængder løb i terræn, hvor jeg blandt andet var i Tromsø, Norge, for at træne bakker. Derudover var Nordic Race – Refshaleøen en god benchmark for at måle mit forhindringsniveau i forhold til teknisk gennemførsel af forhindringer, hvilket heldigvis resulterede i positivt outcome med en sejr. September stod på lidt mere intens træning i bakker og en tur til Mikes Gym med Trip Extreme, hvilket for i øvrigt også var perfekt forberedelse til Nordic Race – Aarhus MX. Dette løb gik også rigtig fornuftigt både på løbedelen og forhindringsdelen. Her havde Crewet fra Nordic Race især skruet niveauet op for forhindringer, hvilket jeg er kæmpe fan af. Kombineret med tre runder på banen, gjorde at jeg fik min sag for. Heldigvis havde min træning været effektiv og jeg kom igennem i fin stil.”

Når Nikolaj Dam kigger frem mod næste års VM er der et par punkter, han gerne vil udvikle på.

”De sværeste forhindringer for mig var de lange tekniske rigs. Jeg har efterhånden opbygget en grebsstyrke, der er holdbar, men jeg mister alt for meget tid i forhold til selve gennemførelsen. Så det jeg især skal arbejde på er hurtige og energieffektive gennemgange af rigs. Det får jeg heldigvis mulighed for at få testet igen til Nordic Race København MX.

Når jeg kigger på top 1.-4. i verden, så har de et meget mere professionelt setup end mig. Derfor er mit næste skridt at få opbygget et setup, der tilgodeser mere tid til en større volumen i træningen samt mere tid til at hvile, så jeg bedre kan holde til belastningerne. Det er netop også en af de ting jeg arbejder på i frem mod sæsonstart 2018, hvor jeg bestemt ikke kommer til at holde igen”

 

Om Nikolaj Maegaard Dam:

27 år og den ubestridte favorit i Nordic Race. I denne sæson er Nikolaj endnu ubesejret og med et event tilbage, har han allerede sikret sig sæsonsejren. Ved siden af løbene driver Nikolaj OCR Training Denmark, sammen med Leon Kofoed.