fbpx
Mød Sebastian Ifversen

Sebastian Ifversen har netop lige løftet den 69 kilogram tunge atlassten til Nordic Race Copenhagen Urban 2022 – han blev nr. 3 til lige præcis det løb. Foto: Nordic Race

Mød en professionel OCR-løber: Sebastian Ifversen

Af Simon West

I vores nye artikelserie ’Mød en professionel OCR-løber’ har vi fået fat i nogle af de bedste OCR-løbere i Danmark, og taget os en snak med dem. Vi kommer bl.a. ind på hvem de er, deres bedrifter og gode træningsråd og tips til nye OCR-løbere. Dette er den anden af fire artikler, og her har vi taget en snak med en mand, som er i gang med at lave en komet-karrierer inden for OCR, nemlig Sebastian Ifversen.

Sebastian er 24 år gammel og i forhold til mange af sine konkurrenter, har han ikke løbet OCR i lang tid. Mere specifikt har Sebastian kun løbet OCR på seriøst plan i 2 år. Han er derfor stadig en af de nye drenge i klassen, når han løber i elitefeltet og tager kampen op mod de andre eliteløbere. Ved siden af at løbe OCR arbejder Sebastian hos Sportstiming.

Jeg spurgte ind til, hvordan han opdagede OCR. Her svarede Sebastian, at han kommer fra en løbebaggrund og havde derfor prøvet forhindringsløb et par gange:

”Det element med at være god til mange ting. Styrke, forhindringer (…) det synes jeg er markant sjovere”

Igennem ’Halos’ kom Sebastian til Nordic Race Copenhagen Beach 2022. Foto: Nordic Race

Sebastian starter de fleste dage med at gå på arbejde. Efter arbejde begynder han på sin daglige træning, som typisk består af to træningspas. Første træningspas er 60-90 minutters styrketræning, alt efter hvad der er fokus på.

Vi spurgte ind til, hvilke styrkeøvelser som ville være gode for nye OCR-løbere at have fokus på. Her nævner Sebastian flere ting:

”Noget som er rigtig godt at være god til er pull ups,i og med at der er så meget klatring og kropsvægtøvelser og greb. (…) Generelt handler det om at have god styrke i overkroppen, og selvfølgelig også løb da det også er en super vigtig del af OCR.

 Typisk for at blive en bedre løber, så vil jeg sige tung styrketræning. Det kunne være squat, dødløft og lidt variation deromkring.Det er også vigtigt at sige… er man nu nybegynder, så er det først og fremmest rigtig vigtigt at man laver udførelsen rigtigt og ikke bare smækker en masse kilo på, så man ikke laver en elendig squat og bliver skadet” (Sebastian Ifversen)

Dermed er det virkelig vigtigt, at man får styr på ’the basics’ og bliver komfortabel med øvelserne, før man begynder at putte en masse vægt på.

Kort efter styrketræningen tager Sebastian et løbepas, som varer alt imellem 30-90 minutter. Før i tiden var hans løbetræning meget høj intenst over ikke så mange minutter. Det har dog ændret sig nu. Sebastian har flere forskellige former for løbepas, hvor der nu også er kommet fokus på at løbe længere distancer over længere tid.

Eksempelvis nævner Sebastian, at man kan opdele sin løbetræning på denne måde. Det er taget ud fra udgangspunktet, at man løber tre gange om ugen.


1. En lang løbetur på omkring 30-50 minutter, hvor man løber i jævnt tempo. Det er vigtigt, at man ikke føler sig alt for smadret efterfølgende. Fokus er på at få noget distance i benene.
2. En tempotur; hvor man giver den rimelig meget gas. Ca. 80% hele vejen.
3. En intervaltur; hvor turen selvfølgelig består af intervaltræning. Her er det høj intensitet men ikke over lang distance eller tid.

Med en sandsæk på skulderen løb Sebastian op ad de stejle bakker til Nordic Race Aarhus Hills 2022 Foto: Nordic Race

Selvom at Sebastian ikke har løbet OCR i mange år, har han stadig nogle gode råd til, om man skal vælge at prioritere styrketræning eller løbetræning:

”Hvis man har et mål om at komme igennem alle forhindringer er styrketræning vigtigst. Det afhænger også lidt af hvordan man er kropsmæssigt og formmæssigt, altså generelt ens grundform. Er man stærkt på løb, selvom man ikke træner det særligt ofte, så kan man fokusere mere på styrketræningen. Hvis man er rigtig dårlig til at løbe, men til gengæld vant til at styrketræne en masse, så skal du måske kigge på løbetræning. Det er en meget fin balance mellem de to.”

 

Ydermere, ville jeg også gerne høre hans syn på, hvilke råd som ville være gode til nybegyndere inden for OCR. Her nævner han fire råd, som han ville anbefale nye inden for sporten.

Det første er, at man skal deltage i så mange OCR-løb som overhovedet muligt. Erfaring er særdeles vigtigt, når det kommer til OCR-løb, og de vil derfor have en fordel ved at have meget erfaring. Når man genkender og lærer forhindringerne, ved man nemlig, hvordan man skal gå til dem.

Det andet råd er, at man skal have det sjovt. Hvis man ikke synes, at det er sjovt at træne op til mange forskellige ting på en gang, er det måske ikke OCR, man skal starte til. Her er det nemlig vigtigt at være dygtig på mange forskellige parametre.

Det tredje råd Sebastian vil give er, at man kan prøve at finde nogle og træne med. Det er både sjovere at træne med andre end alene, og samtidig kan det også være mere motiverende.

Efter en flot præstation løb Sebastian sig ind på en anden plads til Nordic Race Aarhus Hills 2022. Foto: Nordic Race

Noget af det som jeg var interesseret i at høre mere om, var om Sebastian følger en kostplan, og til det svarer han:

”Helt sikkert ikke, og vil ikke anbefale at man gør det. Det med at man decideret følger en kostplan kan gøre mere skade, end gavn vil jeg mene” (Sebastian Ifversen)

Hvad angår kosten, har han ret godt styr på, hvor mange kalorier han spiser dagligt. Dermed ved han også, hvor meget han skal indtage af de forskellige næringsstoffer for at få det maksimale ud af træningen. Primært er Sebastian mest opmærksom på sit protein- og kulhydratindtag, da det er omdrejningspunktet i hans diæt.

Afslutningsvis spurgte vi lidt ind til Sebastians mål inden for OCR, og hvad han er mest stolt. Her svarer Sebastian, at han sigter efter en top-5 placering til verdensmesterskaberne. Til spørgsmålet omkring hvad han er mest stolt af, er det placeringsmæssigt Nordic Race løbene:

”Det er nogle løb som jeg har været glad for” (Sebastian Ifversen)