preloder
Ud af hamsterhjulet, Lotte!

Man behøves ikke løbe på eliteplan for at deltage i Nordic Race! Mød Lotte Dollerup – en
helt almindelig kvinde. Hun har sat sig det mål at gennemføre sit første Nordic Race i
2018.

Hvorfor, Lotte?!
Lotte er til daglig Koordinator ved LO, mor til en søn på 9 år og vinterbader.
En dag, for længe siden, blev Lotte inviteret til træning af en OCR-tosset veninde. Hun
introducerede Lotte til hendes benhårde træning. “Det var helt vildt sjovt, grænseoverskridende
og skræmmende at deltage i træningen.”  Det var lige netop derfor, Lotte vovede sig ud i sådan
et projekt; For at udfordre sine egne grænser. ”Det var sjovt at komme ud og prøve noget andet,
så man ikke bare kører rundt i den samme rille dag efter dag.”

Helt skræmt blev Lotte dog ikke! Efterfølgende satte hun sig nemlig det mål, at hun skulle
gennemføre Nordic Race i 2018. ”Det er ikke noget, jeg har prøvet før og jeg er vildt højdeskræk,
men jeg tænker at man kommer i gennem det på en eller anden måde.”

Der skal gang i den!
Når Lotte har fri, skal der helst være gang i den. Hun vinterbader så det prikker for øjnene, når
hun stiger ned i et iskolde havvand. Hun træner hårdt omkring 4 gange om ugen. For som
Lotte selv siger: ”… skal der ske noget og være gang i livet. Jeg skal ud af mit hamsterhjul, en
gang i mellem.”

Kom nu lidt, damer!
Lotte har haft lidt besvær med at rekruttere sine veninder, til at stille op med hende. Hun kan
simpelthen ikke få sparket liv i dem! ”Hvis ikke man vil det, så er det svært. Det skal være en prioritet, og hvis man ikke er motiveret,
så får man det ikke gjort!” Men det stopper ikke Lotte i at blive ved med at klø på med
træningen!
Lotte træner meget af tiden alene, da veninden, hun stiller op med bor langt væk.
Det kræver sommetider en del vedholdenhed at bære fanen højt på de grå dage, for som Lotte
så fint udtrykker det: ”Man skal virkelig have god musik i ørene for at motivere sig selv til at
rende rundt i Hareskoven på en kedelig, grå regnvejrsdag.”