Den erfarne OCRacer Frederikke, har for tredje gang gennemført The Beach og har, eksklusivt for Danish Obstacle Course Racers, skrevet om hendes oplevelser.

Som altid, skal vi gøre opmærksom på at reviewet er et udtryk for racerens egen oplevelse af løbet.

Tidligt søndag morgen, hang store mørke skyer over Amager Strand Park. Nogle med lidt regn, andre med blæst – men hvad gør det, når der er dømt årlig strandtur med Nordic Race. Det kedelige vejr kunne i hvert fad ikke mærkes i Race-området, her var der fyldt godt op, med funky beats der buldre derudad og en masse morgenfriske racere, der var ved at gøre klar til en iskold dukkert.

Tiden var inde, vi blev stille og roligt sluset ind i start-boksen. For mit eget vedkommende, var det tredje år i træk jeg stiller til start ved The Beach, alligevel var jeg overbevist om, at jeg nok skulle blive overrasket, udfordret, og total glad i låget over denne oplevelse.

Formaliteterne blev forklaret og en Nordic Race ed afgivet, så nu var det blevet vores tur, til at hoppe en tur i sandkassen. Lige inden starten gik, sprang en ufattelig motiverende og engageret person rundt og råbte ”EEEMMMMBRAAAACEEEE”, hvorefter vi svarede af lungernes fulde kraft ”THHHHEEEE PAAAAAIIIIINNNN” og gav high-fives til sidemanden. På dette tidspunkt kunne sommerfuglene virkelig mærkes, mens fødderne var helt elektriske for at komme af sted.

Start-kanonerne blev affyret og vi sprang af sted mod første forhindring, som blot lå få meter fremme – Den klassiske Beach-forhindring DIG DEEP. Her gjaldt det om, at grave sig under en væg og ud på den anden side. Trods at have prøvet denne forhindring flere gange, fik jeg og en anden fellow-racer gravet et hul så dybt, at man skulle tro vi ledte efter den skjulte skat. I hullet jeg sprang og ”wupti” intet problem at komme under, det var dog lige før, at jeg skulle have en hjælpende hånd op igen – Mine tanker går til den seje frivillige, der havde fået tjansen at grave hullerne til igen, han så mildest talt helt opgivende ud, da jeg løb forbi, så jeg håber inderligt at han er vågnet op med Giga Guns.

Efter skattejagten var indstillet, fortsatte turen ud i vandet på en 100 – 150meter distance. Der var en kraftig strøm, som kun gjorde distancen længere og hårdere, nævnte jeg at vandet var isende at det nærmest bedøvede kroppen. Der skulle derfor et par dybe vejrtrækninger og en del svømmetag til, før der var følelse i kroppen igen – men sikke en start på The Beach, allerede nu var min forventning om at blive overrasket indfriet.

Vi kom vandrende op af vandet som vaskeægte sø-zombier, hvorefter turen fortsatte i sand hen mod næste forhindring BUCKET. Her skulle mine grave-skills igen aktiveres, hvilket må betegnes som værende en af mine spidskompetencer, taget starten i betragtning. Spanden blev fyldt til renden, placeret på nakken og jeg satte i løb. Der gik dog ikke lang tid, før jeg halvt snubler over mine egne ben, hvilket resulterede i, at jeg fik hældt en halv spand sand ud over mig selv. Med kun en halv fyldt spand og resten i hår, øjne og mund spænede jeg nu banen igennem og afleverede spanden ved start positionen.

En lille løbetur blev brugt på, at ryste sandet uf ad hår øjne og munden, men det varede kun kort, før vi igen stod foran næste forhindring, POWER PULL. Nu skulle der lægges arm, med denne ganske enkelte forhindring, der egentlig plejede at være en af de nemmere forhindringer – Desværre var plejer død til dette års The Beach, for nogen havde tilladt sig den frækhed, at sætte en væsentlig tungere kettelbell forenden af tovet. Almindelige styrke var nu ikke tilstrækkelig og der måtte lægges kropsvægt i, for at få kettelbellen til at flytte sig over jorden. Til tops det kom den, men den skulle også ned igen, hvilke foregik på ved at jeg nærmest selv fløj til tops.

Flyveturen havde frembragt et kæmpe smil på læben, så løbet i sandet føltes pludselig som en leg. Ligeledes gjorde næste forhindring WEB CLIMB, som blev passeret uden yderligere vanskeligheder – Først op, så ned og før jeg vidste af det, var vi i løb igen.

Kroppen og sindet var fyldt af overskud da vi nåede forhindringen BALL & CHAIN, jeg overtog en fellow-racers jernkæde og spænede afsted, med klodsen haltende efter mig. Overskuddet var totalt, og kræfterne rakte endda til, at hjælpe en racer i mål – Intet kunne stoppe mig, jeg var ON FIRE!!!!

Overlegenheden forsvandt dog stille og roligt, i takt med at vi nærmede os MONKEYBAREN! Forhindringen bestod af tre rækker med løsthængende ringe, som hvirvlede rundt i vinden. Trods jeg kender min egen styrke og vigtigst af alt min koordinationsevne, skulle man da være et skarn, hvis man ikke prøvede. Den første ring var svær at få fat på, men da det endelig lykkes, fik jeg tilkæmpet mig de to næste ringe, desværre sluttede det her, for jeg missede den fjerde og røg pladask i baljen. Gældende for alle gummitarzaner var, at der blev dømt straf-svømmetur. I første omgang mindede det ikke meget om en straf, for vandet føltes varmt og den halve sandkasse i løbeskoene blev skyllet ud. Straffen kunne dog godt mærkes, da vi kom i land igen, for der gik kun et split sekund før skoene igen var fyldt med sand og tang og tøjet vejede nu det dobbelte.

Med tunge sko og tøj skulle der nu løbes igen og denne gang nåede vi at få lidt fart på, inden næste forhindring THE IRISH TABLE. Denne bremsede os dog ikke væsentligt, vi var hurtigt igennem og vi løb videre. Forude kunne vi spotte udfordringen PIPELINE, rør der førte direkte ned i en dejlig omgang saltholdigt havvand, der var toppet med gullig skum på toppen. Et hurtigt rutsj igennem rører og turen fortsatte på alle fire gennem WIRE – lav pigtråd der kan få enhver slange sig langt sandet, af frygt for at komme i karambolage med pigtråden.

Vi nåede knap ud af pigtråden, før næste forhindring dukkede op. Denne gang var der tale om en 3-i-1 forhindring TIRE RUN + TIGHT FIT + WALL BREACHERS. Altså dæk på nakken, under en væg, en tur i vandet og gennem en væg og hen at aflevere dækKENE – jeps, jeg tog to dæk. Dette skyldes at jeg tidligere på sæsonen, deltog som frivillig og fik tildelt selvsamme forhindring. Her kom jeg måske til at sige til de kæphøje guttere og gutinder, at de skulle tage to dæk – så af respekt for dem, måtte jeg bide i det sure æble og selv gennemfører med to dæk på nakken. Det gik egentlig fint, lige indtil dækkene blev fyldt med vand, og nu vejede det samme som 10 dæk – så meget for et at være fremme i skoene.

Med skuldrende hængende ned om knæene, fortsatte vi i løb mod den , i min øjne, sjoveste forhindring til The Beach – THE DROP. Et udspring fra øverste badebro på ca. 5 meter. Det kan sagtens være, at der var sommerfugle i maven da jeg stillede til start, men de forvandlede sig til albatrosser da jeg sprang ud…wiiiiiiiiiiii! Det var den fedeste oplevelse af flyve 2 sekunder vægtløs mod vandet. Svømmeturen indtil bredden gik i bedste flyder stil i samarbejde med pålandsvinden, der hjalp de efterhånden lettere trætte arme og ben.

Da vi kom i land var det faldet ro over albatrossen og kommet et kæmpe smil på læben, jeg opdagede knap nok, det tunge tøj og sko. Men der gik hellere ikke lang tid før vi stod ved næste forhindringen SANDBAG. En enkel men hånd forhindring, der gav god syre i læggene, både på grund af den stejle bakke som skulle passeres, men også fordi der lige var kommet to sandsæk på ryggen – Hvis man kan tage to dæk, kan man også tage to sandsække.

Syren nåede ikke at blive rystet helt ud af benene før vi igen nåede forhindringen QUICK CLIMB, en høj væg med små og store klatre-knopper. Denne forhindring sørgede for at både arme og ben kommer på koordinerings-overarbejde. Som tidligere nævnt, er det ikke ligefrem min stærkeste side – det var mine lange lemmer til gengæld, to skridt og jeg være oppe, et hop jeg var nede igen – måske var fik man et lille venligt puf bagi, det melder historien intet om.

Fra spiderman stil til The SPIDERS WEB. Her kom mine lemmers koordineringsevner til kort, hvilket jeg ikke slap særlig elegant fra – faktisk gik det så grelt, at jeg omkring halvejs, lignede en flue der havde forvildet sig ind i et spind og nu kun kunne vente på at blive bytte. Det var dog heldigvis ikke tilfældet, da en fellow-racer kom mig til undsætning og med et stærkt greb og fik hevet mig ud at min ynkelige misere.

Efter at være sluppet fri fra edderkoppens spind, fortsatte turen over nogle vægge og før vi vidste af det, nåede vi frem til forhindringen THE TOWER. En forhindring som jeg har det fint med, men som mine bukser frygter. Jeg var nemlig så uheldig, at revne mine bukser et meget uheldigt sted til The Warrior tidligere på året. Med et positivt mindset, fokuserede jeg på at hvis THE TOWER, igen skulle have en bid af min buks, var jeg glad for forhindringens placeringen forholdsvis tæt på mål. Uheldet var dog ikke ude denne gang, jeg og bukserne kom helskindet til tops og ned igen, i et stykke.

Overlykkelig for at både tøj og lemmer var intakt, var tiden inde for at se frygten i øjnene. Næste forhindring var THE CAGE, et net der var spændt udover en ramme, der blev holdt oppe af nogle bøjer. Desværre havde jeg tidligere på året, haft en lidt uheldig oplevelse med denne forhindring. Derfor var det ikke meget betænkningstid, før jeg besluttede at springe en forhindring over (for første gang, i de tre år jeg har løbet OCR) og jeg tog derfor den lange straf-svømmetur. Der er ingen tvivl om, at jeg en dag skal prøve kræfter med denne forhindring igen, det var desværre bare ikke denne dag.

Puha ikke mere vand for denne gang, forude kunne jeg nemlig spotte de tre sidste forhindringer. Den første forhindring var klassikeren over dem alle, forhindringen man aldrig kommer udenom til Nordic Race event – THE PYRAMID. En forhindring bygget op af net og jernstolper. Her var de lang lemmer en kar fordel, så en tur til toppen og ned igen, gik uden problemer.

Herefter nåede vi til den næstsidste forhindring – THE STAIRCASE XL, denne 8,5 meter høje forholdsvis nye forhindring, havde jeg fornøjelsen af at prøve kræfter med i Århus. Sidste gang tænkte jeg GISP…hvordan skal jeg nogensinde komme der op? Min skræk blev gjort godt og grundigt til skamme, af det fantastiske teamwork man oplever til OCR. Man skal ikke se sig to gange over skulderene, før der kommer en fellow-racer, med en hestesko eller en håndsrækning. Det er lige præcis derfor, for lige så skræmmende der kan virke, lige så meget opbakning og hjælp kan man forvente. Ganske rigtig, da vi landende foran det første trin, forvandlede den individuelle konkurrence sig til en stort menneskelig team-trappe.

Forenden af den menneskelige trappe, mødte vi så den over-menneskelige mur, THE GLADIATORS. Vi besluttede af teame-up og møde tre mod tre i duel, så kunne vi jo sagtens klare dem. Måske var det fordi det var mig der var Egon, havnede jeg foran den største af drengene. Uden tøven satte jeg af, gav den alt hvad rammer og tøj kunnen holde og følte mig overbevist om, at det godt kunne lade sig gøre….men da jeg vente retur fra mit dagdrømmeri, så jeg mig selv blive holdt tilbage i en udstrakt arm. Hvorefter han spørger, med et smil på læben…. ”Hvordan synes du selv det går?” Jeg kæmpede forsat med arme og ben flagrende i alle retninger og svarer ” su…..uuu…uu…per godt” hvorefter jeg brød ud i latter. Jeg blev lukket ud af hans bjørnegreb og jeg styrter med 10.000 kilometer i timen igennem mål – lige i armene på en skøn medalje-lady, der fik sig en ordentlig svingom.

Helt høj af den fedeste oplevelse, stod jeg der i målområdet og fik hængt den sejeste dødningehoved-medalje om halsen, et kys på kinden og får stukket en vand og banan i hænderne. Mens vi står der helt overvældet, kiggede solen lige frem og stak os en high-five.